Trine Bramsen har gjort sig uheldigt bemærket. Hun har kritiseret IT-folk for at have hvide tennissokker på. Det er nemlig meget upassende, og hun og hendes veninder kan ikke forholde sig til mænd der interesserer sig for teknik. De skal helst nøjes med at tale om spelt og den slags.
Det bragte nogle artikler fra det gamle studenterblad PolyGraphus på DTU tilbage i min erindring. En i øvrigt flink fyr skrev et par artikler, under pseudonym, om hvor kiksede både de mandlige, og de kvindelige ingeniørstuderende var. Der blev brugt udtryk som:
“pigers brug af dykkerure til balkjoler til Årsfesten”, “drenges jakkesæt, der tydeligvis var fra deres konfirmation”, “forvaskede heavy-metal T-shirts” og naturligvis “hvide tennissokker”.
Det fik han tæsk for. Ikke sådan fysisk, men verbalt. Og hvorfor gjorde han det? Det kan jeg ikke huske. Det eneste jeg kan skrive om er hvad jeg i dag tror var årsagen til at jeg dengang mente at han skulle verbalspankes. Eller – hvad jeg i dag tror er årsagen til at jeg havde den holdning jeg husker at jeg havde.
Vi var nørder på DTU, stort set alle sammen. Mange havde aspergerlignende symptomer. En del kunne få en diagnose.
Og det var legitimt at være nørd. DTU var et fristed. Det var der vi flygtede til efter at have overlevet folkeskolen og gymnasiet, hvor prestige handlede om hvordan ens hår så ud, og ikke hvad man havde under håret, mellem ørene. Endelig var vi kommet til et sted hvor det var OK at interessere sig for hvordan alkohol produceres industrielt, og ikke kun for hvor smart man kunne se ud når man drak det. Ikke at det holdt os tilbage i studenterbarene, der blev drukket igennem. Men det var OK at man ikke gad tale om fodbold, men hellere ville snakke om matematik og fysik. Langt om længe var man et sted hvor man ikke blev mobbet fordi man havde de forkerte interesser.
Man behøvede ikke at holde overfladen. Det var ikke vigtigt hvilket tøj man havde på, og det gav mere prestige at være dygtig til noget, end at have lagt den rigtige makeup. Vi kunne være os selv. Det var lidt den samme fornemmelse jeg havde første gang jeg viste mig i homomiljøet. Jeg var kommet hjem, jeg kunne slappe af, og jeg kunne være mig selv.
Og så kom de der artikler hvor vi blev ålet for ikke at være smarte i tøjet, have det rigtige hår, eller de rigtige interesser. Og det kom endda fra en af vores egne. Derfor fik han smæk. Han havde, og har, ret i at forvaskede heavy-metal t-shirts er kiksede (i de fleste sammenhænge). Men nørder går i almindelighed ikke op i deres påklædning. Det er overflade, og ikke vigtigt. Det miljø der føltes trygt, og hvor man kunne tillade sig at være ligeglad med overfladen, blev invaderet af de samme nedladende holdninger og regulære mobning som nørderne led under i folkeskole og gymnasium.
Så meget om hvorfor vi dengang ikke var så glade for Jespers skriverier.
Jeg har lige tilbragt en weekend med en flok meget forskellie mennesker. Det er egentlig også årsagen til at jeg skrev ovenstående. Det var nemlig en tur der også fik mig til at tænke over det at være nørd. Jeg kan simpelthen ikke forstå at der ikke er prestige i at læse en bog om Higgs-bosonen. Eller, det kan jeg sådan set godt forstå, der er ikke nogen speciel grund til at sætte den slags bøger op på en piedestal. Det jeg egentlig ikke kan forstå, er hvorfor det ikke giver prestige at læse den slags bøger, når det samtidig giver prestige at rende rundt og kalde hinanden for slamhuller. Jeg fatter det ikke. Det er sikkert bare mig der er dum.
Jeg kan forstå at det er ok for personer af anden etnisk herkomst end dansk (PAAEHED) at kalde hinanden for perkere. Jeg kan også forstå at non-PAAEHED, ikke må kalde PAAEHED for perkere. Men jeg kan ikke forstå at det er ok at ikke-nørder kalder folk for nørder. Hvorfor er det at du godt må bruge ordet “nørd” på en nedladende måde om mig?

Trine Bramsen har gjort sig uheldigt bemærket. Hun har kritiseret IT-folk for at have hvide tennissokker på. Det er nemlig meget upassende, og hun og hendes veninder kan ikke forholde sig til mænd der interesserer sig for teknik. De skal helst nøjes med at tale om spelt og den slags.
Det bragte nogle artikler fra det gamle studenterblad PolyGraphus på DTU tilbage i min erindring. En i øvrigt flink fyr skrev et par artikler, under pseudonym, om hvor kiksede både de mandlige, og de kvindelige ingeniørstuderende var. Der blev brugt udtryk som:
“pigers brug af dykkerure til balkjoler til Årsfesten”, “drenges jakkesæt, der tydeligvis var fra deres konfirmation”, “forvaskede heavy-metal T-shirts” og naturligvis “hvide tennissokker”.
Det fik han tæsk for. Ikke sådan fysisk, men verbalt. Og hvorfor gjorde han det? Det kan jeg ikke huske. Det eneste jeg kan skrive om er hvad jeg i dag tror var årsagen til at jeg dengang mente at han skulle verbalspankes. Eller – hvad jeg i dag tror er årsagen til at jeg havde den holdning jeg husker at jeg havde.
Vi var nørder på DTU, stort set alle sammen. Mange havde aspergerlignende symptomer. En del kunne få en diagnose.
Og det var legitimt at være nørd. DTU var et fristed. Det var der vi flygtede til efter at have overlevet folkeskolen og gymnasiet, hvor prestige handlede om hvordan ens hår så ud, og ikke hvad man havde under håret, mellem ørene. Endelig var vi kommet til et sted hvor det var OK at interessere sig for hvordan alkohol produceres industrielt, og ikke kun for hvor smart man kunne se ud når man drak det. Ikke at det holdt os tilbage i studenterbarene, der blev drukket igennem. Men det var OK at man ikke gad tale om fodbold, men hellere ville snakke om matematik og fysik. Langt om længe var man et sted hvor man ikke blev mobbet fordi man havde de forkerte interesser.
Man behøvede ikke at holde overfladen. Det var ikke vigtigt hvilket tøj man havde på, og det gav mere prestige at være dygtig til noget, end at have lagt den rigtige makeup. Vi kunne være os selv. Det var lidt den samme fornemmelse jeg havde første gang jeg viste mig i homomiljøet. Jeg var kommet hjem, jeg kunne slappe af, og jeg kunne være mig selv.
Og så kom de der artikler hvor vi blev ålet for ikke at være smarte i tøjet, have det rigtige hår, eller de rigtige interesser. Og det kom endda fra en af vores egne. Derfor fik han smæk. Han havde, og har, ret i at forvaskede heavy-metal t-shirts er kiksede (i de fleste sammenhænge). Men nørder går i almindelighed ikke op i deres påklædning. Det er overflade, og ikke vigtigt. Det miljø der føltes trygt, og hvor man kunne tillade sig at være ligeglad med overfladen, blev invaderet af de samme nedladende holdninger og regulære mobning som nørderne led under i folkeskole og gymnasium.
Så meget om hvorfor vi dengang ikke var så glade for Jespers skriverier.
Jeg har lige tilbragt en weekend med en flok meget forskellie mennesker. Det er egentlig også årsagen til at jeg skrev ovenstående. Det var nemlig en tur der også fik mig til at tænke over det at være nørd. Jeg kan simpelthen ikke forstå at der ikke er prestige i at læse en bog om Higgs-bosonen. Eller, det kan jeg sådan set godt forstå, der er ikke nogen speciel grund til at sætte den slags bøger op på en piedestal. Det jeg egentlig ikke kan forstå, er hvorfor det ikke giver prestige at læse den slags bøger, når det samtidig giver prestige at rende rundt og kalde hinanden for slamhuller. Jeg fatter det ikke. Det er sikkert bare mig der er dum.
Jeg kan forstå at det er ok for personer af anden etnisk herkomst end dansk (PAAEHED) at kalde hinanden for perkere. Jeg kan også forstå at non-PAAEHED, ikke må kalde PAAEHED for perkere. Men jeg kan ikke forstå at det er ok at ikke-nørder kalder folk for nørder. Hvorfor er det at du godt må bruge ordet “nørd” på en nedladende måde om mig?

Trine Bramsen har gjort sig uheldigt bemærket. Hun har kritiseret IT-folk for at have hvide tennissokker på. Det er nemlig meget upassende, og hun og hendes veninder kan ikke forholde sig til mænd der interesserer sig for teknik. De skal helst nøjes med at tale om spelt og den slags.
Det bragte nogle artikler fra det gamle studenterblad PolyGraphus på DTU tilbage i min erindring. En i øvrigt flink fyr skrev et par artikler, under pseudonym, om hvor kiksede både de mandlige, og de kvindelige ingeniørstuderende var. Der blev brugt udtryk som:
“pigers brug af dykkerure til balkjoler til Årsfesten”, “drenges jakkesæt, der tydeligvis var fra deres konfirmation”, “forvaskede heavy-metal T-shirts” og naturligvis “hvide tennissokker”.
Det fik han tæsk for. Ikke sådan fysisk, men verbalt. Og hvorfor gjorde han det? Det kan jeg ikke huske. Det eneste jeg kan skrive om er hvad jeg i dag tror var årsagen til at jeg dengang mente at han skulle verbalspankes. Eller – hvad jeg i dag tror er årsagen til at jeg havde den holdning jeg husker at jeg havde.
Vi var nørder på DTU, stort set alle sammen. Mange havde aspergerlignende symptomer. En del kunne få en diagnose.
Og det var legitimt at være nørd. DTU var et fristed. Det var der vi flygtede til efter at have overlevet folkeskolen og gymnasiet, hvor prestige handlede om hvordan ens hår så ud, og ikke hvad man havde under håret, mellem ørene. Endelig var vi kommet til et sted hvor det var OK at interessere sig for hvordan alkohol produceres industrielt, og ikke kun for hvor smart man kunne se ud når man drak det. Ikke at det holdt os tilbage i studenterbarene, der blev drukket igennem. Men det var OK at man ikke gad tale om fodbold, men hellere ville snakke om matematik og fysik. Langt om længe var man et sted hvor man ikke blev mobbet fordi man havde de forkerte interesser.
Man behøvede ikke at holde overfladen. Det var ikke vigtigt hvilket tøj man havde på, og det gav mere prestige at være dygtig til noget, end at have lagt den rigtige makeup. Vi kunne være os selv. Det var lidt den samme fornemmelse jeg havde første gang jeg viste mig i homomiljøet. Jeg var kommet hjem, jeg kunne slappe af, og jeg kunne være mig selv.
Og så kom de der artikler hvor vi blev ålet for ikke at være smarte i tøjet, have det rigtige hår, eller de rigtige interesser. Og det kom endda fra en af vores egne. Derfor fik han smæk. Han havde, og har, ret i at forvaskede heavy-metal t-shirts er kiksede (i de fleste sammenhænge). Men nørder går i almindelighed ikke op i deres påklædning. Det er overflade, og ikke vigtigt. Det miljø der føltes trygt, og hvor man kunne tillade sig at være ligeglad med overfladen, blev invaderet af de samme nedladende holdninger og regulære mobning som nørderne led under i folkeskole og gymnasium.
Så meget om hvorfor vi dengang ikke var så glade for Jespers skriverier.
Jeg har lige tilbragt en weekend med en flok meget forskellie mennesker. Det er egentlig også årsagen til at jeg skrev ovenstående. Det var nemlig en tur der også fik mig til at tænke over det at være nørd. Jeg kan simpelthen ikke forstå at der ikke er prestige i at læse en bog om Higgs-bosonen. Eller, det kan jeg sådan set godt forstå, der er ikke nogen speciel grund til at sætte den slags bøger op på en piedestal. Det jeg egentlig ikke kan forstå, er hvorfor det ikke giver prestige at læse den slags bøger, når det samtidig giver prestige at rende rundt og kalde hinanden for slamhuller. Jeg fatter det ikke. Det er sikkert bare mig der er dum.
Jeg kan forstå at det er ok for personer af anden etnisk herkomst end dansk (PAAEHED) at kalde hinanden for perkere. Jeg kan også forstå at non-PAAEHED, ikke må kalde PAAEHED for perkere. Men jeg kan ikke forstå at det er ok at ikke-nørder kalder folk for nørder. Hvorfor er det at du godt må bruge ordet “nørd” på en nedladende måde om mig?

Trine Bramsen har gjort sig uheldigt bemærket. Hun har kritiseret IT-folk for at have hvide tennissokker på. Det er nemlig meget upassende, og hun og hendes veninder kan ikke forholde sig til mænd der interesserer sig for teknik. De skal helst nøjes med at tale om spelt og den slags.
Det bragte nogle artikler fra det gamle studenterblad PolyGraphus på DTU tilbage i min erindring. En i øvrigt flink fyr skrev et par artikler, under pseudonym, om hvor kiksede både de mandlige, og de kvindelige ingeniørstuderende var. Der blev brugt udtryk som:
“pigers brug af dykkerure til balkjoler til Årsfesten”, “drenges jakkesæt, der tydeligvis var fra deres konfirmation”, “forvaskede heavy-metal T-shirts” og naturligvis “hvide tennissokker”.
Det fik han tæsk for. Ikke sådan fysisk, men verbalt. Og hvorfor gjorde han det? Det kan jeg ikke huske. Det eneste jeg kan skrive om er hvad jeg i dag tror var årsagen til at jeg dengang mente at han skulle verbalspankes. Eller – hvad jeg i dag tror er årsagen til at jeg havde den holdning jeg husker at jeg havde.
Vi var nørder på DTU, stort set alle sammen. Mange havde aspergerlignende symptomer. En del kunne få en diagnose.
Og det var legitimt at være nørd. DTU var et fristed. Det var der vi flygtede til efter at have overlevet folkeskolen og gymnasiet, hvor prestige handlede om hvordan ens hår så ud, og ikke hvad man havde under håret, mellem ørene. Endelig var vi kommet til et sted hvor det var OK at interessere sig for hvordan alkohol produceres industrielt, og ikke kun for hvor smart man kunne se ud når man drak det. Ikke at det holdt os tilbage i studenterbarene, der blev drukket igennem. Men det var OK at man ikke gad tale om fodbold, men hellere ville snakke om matematik og fysik. Langt om længe var man et sted hvor man ikke blev mobbet fordi man havde de forkerte interesser.
Man behøvede ikke at holde overfladen. Det var ikke vigtigt hvilket tøj man havde på, og det gav mere prestige at være dygtig til noget, end at have lagt den rigtige makeup. Vi kunne være os selv. Det var lidt den samme fornemmelse jeg havde første gang jeg viste mig i homomiljøet. Jeg var kommet hjem, jeg kunne slappe af, og jeg kunne være mig selv.
Og så kom de der artikler hvor vi blev ålet for ikke at være smarte i tøjet, have det rigtige hår, eller de rigtige interesser. Og det kom endda fra en af vores egne. Derfor fik han smæk. Han havde, og har, ret i at forvaskede heavy-metal t-shirts er kiksede (i de fleste sammenhænge). Men nørder går i almindelighed ikke op i deres påklædning. Det er overflade, og ikke vigtigt. Det miljø der føltes trygt, og hvor man kunne tillade sig at være ligeglad med overfladen, blev invaderet af de samme nedladende holdninger og regulære mobning som nørderne led under i folkeskole og gymnasium.
Så meget om hvorfor vi dengang ikke var så glade for Jespers skriverier.
Jeg har lige tilbragt en weekend med en flok meget forskellie mennesker. Det er egentlig også årsagen til at jeg skrev ovenstående. Det var nemlig en tur der også fik mig til at tænke over det at være nørd. Jeg kan simpelthen ikke forstå at der ikke er prestige i at læse en bog om Higgs-bosonen. Eller, det kan jeg sådan set godt forstå, der er ikke nogen speciel grund til at sætte den slags bøger op på en piedestal. Det jeg egentlig ikke kan forstå, er hvorfor det ikke giver prestige at læse den slags bøger, når det samtidig giver prestige at rende rundt og kalde hinanden for slamhuller. Jeg fatter det ikke. Det er sikkert bare mig der er dum.
Jeg kan forstå at det er ok for personer af anden etnisk herkomst end dansk (PAAEHED) at kalde hinanden for perkere. Jeg kan også forstå at non-PAAEHED, ikke må kalde PAAEHED for perkere. Men jeg kan ikke forstå at det er ok at ikke-nørder kalder folk for nørder. Hvorfor er det at du godt må bruge ordet “nørd” på en nedladende måde om mig?